| Tilbage |

Kristeligt Dagblad skrev:

Så syng da, danskere

13. nov  Anette Kjær og Erling Lindgren sætter med ny cd fokus på nogle af de sange, der nu for første gang er kommet med i Højskolesangbogen

Jørgen Steens
Der blæser en stiv vind ved Fjaltring på den jyske vestkyst. Det giver frisk luft i lungerne. Sådan lidt i retning af, når man tager en dyb indånding og – i fællesskab, midt i en mere og mere individualiseret tid – synger en af vore elskede danske sange.

Erling Lindgren, komponist og organist ved Lemvig Kirke, ser fællessangen som et oprør mod individualismen, for i sangen forenes direktør, funktionær og arbejder.

Samtidig fornemmer han, at det er et oprør, der i disse år ser ud til at brede sig og blive stærkere og stærkere.

– Der er i hvert fald grøde i det, supplerer Anette Kjær, sanger og organist, og henviser til, at den nye udgave af Højskolesangbogen, som kom for et år siden, nu er trykt i 150.000 eksemplarer.

Den var den udgivelse, som gav hende ideen, og ideen fik hun – af alle steder – på en strandtur i Fjaltring: Hvorfor ikke lave en cd med nogle af de sange, der med den nye udgave er kommet i Højskolesangbogen? I mobiltelefonens tid behøver der ikke være langt fra tanke til handling. Anette Kjær fiskede mobilen frem og ringede direkte fra stranden i Fjaltring til Erling Lindgren – og nu et år efter udgivelsen af Højskolesangbogens 18. ugave foreligger "Så syng da, Danmark, lad hjertet tale..." Titlen er tyvstjålet fra Højskolesangbogens logo, hvor man igen har lånt citatet fra Kai Hoffmanns "Den danske sang er en ung, blond pige".

Som med Højskolesangbogen ligger der i cd'en en direkte opfordring: Så syng da, danskere ..., for selvom de 18 sange på pladen præsenteres til afspilning og aflytning i solosang af Anette Kjær med et let jazzificeret akkompagnement, er der i projektet en klar intention om at gøre de nytilkomne sange kendte, så de aktivt inddrages i den folkelige fællessang. Enkelte er det allerede, som Kaj Munks "Den blå anemone", der nu for første gang er kommet i Højskolesangbogen. Andre er mere ukendte og tripper endnu på dørtrinnet.

Grøden i den folkelige fællessang, som Erling Lindgren og Anette Kjær fornemmer, står i skarp modsætning til de spådomme, der gennem årene har været om fællessangens snarlige død. Den forklares blandt andet i en stigende interesse for dansk kultur i en globaliseret verden.

– Samtidig ligger der i tiden en søgen efter og åbning over for, hvad man kunne kalde "åndelig velstand", fordi flere og flere finder ud af, at den materielle velstand ikke gør os lykkeligere. Her er sangen med til at give os et sprog. Den gode sang kan sætte ord på de følelser, vi ikke selv kan udtrykke. Her kan vi synge de store og dybe ord, der ikke er plads til i hverdagssproget. På denne måde er sangene også med til at forfine vores sprogfornemmelse, mener Anette Kjær.

Og så er der fællesskabet, som ikke blot går vandret, på tværs af sociale skel, men i høj grad også lodret, påpeger Anette Kjær og Erling Lindgren.

– Det gælder i hvert fald en udgivelse som Højskolesangbogen. Her finder vi et fællesskab gennem de sange, som blev sunget af vore bedsteforældre og tidligere generationer. Et fællesskab med det, vi er rundet af og bekender os til, samtidig med de nutidige sange.

Anette Kjær og Erling Lindgren deler en fælles begejstring for Højskolesangbogens 18. udgave, fordi den formår at balancere mellem fortid og nutid. Anette Kjær kalder den ligefrem sprælsk.

– Den strækker sig vidt. Blandt andet har den jo titelsangen fra tv-serien om "Nikolaj og Julie" med, og en sang som "What a wonderful world", og det synes jeg er fint, for Højskolesangbogen har altid været en spejling af tiden.

Hvad der holder, kan kun tiden vise. Nogle sange er slidstærke og kan tåle at blive sunget i generation efter generation. Andre slides op efter blot en enkelt udgave.

Anette Kjær:
– De gode tekster har lag på lag, som udfolder sig og vokser i samspil med det, liv du lever. Som barn forstår man ét lag, som voksen et andet, og pludselig opdager man noget nyt i teksten, fordi det rammer ind i en aktuel livssituation.

Men gode tekster eller ej. Det nytter alt sammen ikke noget, hvis der ikke er en god melodi. Den er altafgørende, understreges det. For musikken taler direkte til det stærkeste i os, vore følelser.

Erling Lindgren citerer komponisten J.A.P. Schulz, når han skal forklare, hvad der gør en sangmelodi slidstærk. Lindgren er nemlig enig med sin gamle kollega – Schulz levede i 1700-tallet – i, at en god melodi skal have "genkendelsens glæde".

– Det vil sige, at der skal være en balance mellem klicheer og originalitet. Mellem noget man har hørt før, og noget nyt. Er der for mange floskler og klicheer, bliver melodien ligegyldig. Er der for meget originalitet, risikerer man, at den bliver utilnærmelig.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Anmeldelse / omtale af cd'en i Kristeligt Dagblad 15. nov.

Diskret opdatering af højskolesangen

15. nov KLASSISK MUSIK: Hvis den folkelige sang er i krise, står Højskolesangbogen som en fast klippe i brændingen. Sangeren Anette Kjær og organisten Erling Lindgren har nu udgivet en cd med 18 af de nyoptagne sange

Mikael Garnæs
Så syng da, Danmark, lad hjertet tale. 18 nye sange fra Højskolesangbogen. Anette Kjær, sang, Christian Vuust, saxofon, klarinet, Erling Lindgren, klaver, Peter Vuust, bas.
AESONGS 001 2007 Distribution: www.anettekjaer.dk

Hvis den folkelige sang er i krise, står Højskolesangbogen som en fast klippe i brændingen. Sidste år kom den i 18. udgave, som på diskret vis opdaterer repertoiret, men som i stort omfang bevarer traditionen.

Sangeren Anette Kjær og organisten Erling Lindgren har nu udgivet en cd med 18 af de nyoptagne sange. Der er bestemt nye toner i den: indspark i aktuelle debatter som i Ebbe Kløvedahl Reichs "Danskerne findes i mange modeller" med melodi af Erling Lindgren, eller en kort og fyndig kommentar til den selvpromoverende tidsånd i "I'm a photographer" af Peter Laugesen/Peter Navarro-Alonso, der slutter med linjerne "I'm i det hele taget a / pral-røv fra California". Men ellers ligger tekster og melodier for det meste i tryg forlængelse af traditionen.

Morgensange, natursange og kærlighedssange, blandt andre Kaj Munks "Den blå anemone" med Egil Harders melodi, eller Grundtvigs "Hvad er det, min Marie" med melodi af Hans Holm, som vel ikke vil chokere nogen. Musikalsk ligger stilen hen ad det jazzede, mere udpræget i nogle sange end i andre. Christian Vuust indlægger korte saxofonsoloer som for- eller mellemspil i nogle af sangene, og Peter Vuust bidrager med et fintmærkende og indimellem kreativt basakkompagnement, som for eksempel i "Kærlighedssang ved et tab" af Jens Rosendal/Christian Dyrst.

Blandt cd'ens smukkeste indslag er den langsomme ballade "Et hav, der vugger sig til ro nu" med tekst af Juliane Preisler og melodi af Matti Borg. Anette Kjær synger med klassisk skolet teknik, men let tillempet jazzfrasering i de fleste sange, og tonearterne er vist alle sammen som i sangbogen.

Det betyder, at man kan sidde derhjemme og synge med eller blot få tekster og melodier ind gennem ørerne. Men allerhelst skal man jo synge dem i fællesskab med andre, og det er man bedre rustet til når man har hørt melodierne først.